Kognitiv adfærdsterapi

På nuværende tidspunkt anses kognitiv terapi, internationalt set, som værende én af de mest veldokumenterede og effektive tilgange til behandling af de fleste psykiske lidelser.

Der forskes fortsat løbende i teknikker og metoder til forbedring og optimering af behandlingen. Behandlingen fokuserer på at patienten får konkrete værktøjer til forandring i form af praktiske og mentale strategier og teknikker, som patienten kan anvende i sin hverdag – både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Kognition handler om måden, vi tænker, opfatter, erkender og problemløser på. I kognitiv adfærdsterapi tages udgangspunkt i, at måden vi mennesker handler og føler bestemmes af bestemte tankemønstre, som vi hver især konstruerer vores verden på. Disse tankemønstre kan være uhensigtsmæssige og ligefrem fejlagtige. Vores tankemønstre kan få os til at føle f.eks. angst, tristhed, skyld, stress mv. og kan få os til at handle på uhensigtsmæssige måder. 

  • Den kognitive del af behandlingen er rettet mod omstrukturering/ændring af uhensigtsmæssige tankemønstre, negative automatiske tanker og udfordring af problemskabende eller uhensigtsmæssige leveregler. Herved arbejdes der med de faktorer, der gør sig gældende, når situationer og begivenheder opfattes som f.eks. overdrevne farlige eller ubehagelige eller som tegn på f.eks. ikke at være god nok. 
  • Den adfærdsterapeutiske del af behandlingen involverer, at patienten og behandleren sammen udformer adfærdseksperimenter, der indebærer en handling, som giver mulighed for at afkræfte uhensigtsmæssige eller urimelige tanker/antagelser, f.eks. en antagelsen om, at ”jeg er ikke noget værd, medmindre jeg gør alting perfekt”. 
  • Psykoedukation: En anden vigtig del af behandlingen er opnåelse af viden om egen problematik og selve behandlingsmetoden. Undervisning om tankernes og adfærdens betydning for symptomerne, er derfor et ufravigeligt element i den samlede kognitive behandling. Der vil blive sat fokus på psykoedukation af sammenhængen mellem kropslige fornemmelser, tanker, handlinger og følelser.